Det er sjældent, at jeg skriver personligt her på domænet, men jeg kan mærke et spirende behov, selvom det ikke er uden rystende hænder.
Det skyldes, at der er konflikt imellem en bevidsthed om, at jeg ikke nødvendigvis sidder inde med den fulde sandhed, men at jeg samtidig har en urokkelig tro på, at jeg har fat i noget.
Det er udfordrende at få formidlet alle nuancerne i mine overvejelser her på skrift, men jeg vil nu gøre et forsøg på at belyse nogle af dem.
Da jeg startede bloggen, var det med afsæt i en stor irritation over gang på gang at blive præsenteret for reklamer på fx Facebook med dimser og gadgets. Ting, som jeg havde set på eBay til en brøkdel af prisen, og som jeg af egen erfaring vidste var noget udueligt bras.
Jeg er en person med en (lidt for) veludviklet retfærdighedssans, og jeg havde et lyst til at fortælle folk, hvordan det hang sammen, men selvfølgelig også dele ud af mine gode deals.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med, at mit koncept ville blive så vel modtaget.
Det er sindssyg fedt, men der følger også et stort ansvar med, når der nu er mange, der ser med.
Jeg troede først, at det blot var de her små pop op-virksomheder, som lavede det trick, men åh, hvor blev jeg overrasket.
De, der følger mig på Instagram, ved, at jeg nogle gange har brølet i min story, når jeg sommetider er blevet rigtig irriteret. Det er særligt, når det drejer sig om ting til børn eller produkter, som kan have rigtig slemme konsekvenser for sundheden, og ikke mindst virksomheder som bruger falsk markedsføring.
Jeg tipper om ting på eBay, hvilket vil sige, at folk altid ved, hvor tingene kommer fra. Så er det op til den enkelte, om de vil købe derfra.
Når folk køber fra en dansk hjemmeside eller i en fysisk butik, så er der (efter min overbevisning) en forventning til, at der er orden i sagerne, dvs. at tingene overholder krav om fx indholdsstoffer og produktionsmetoder, og at der er tale om ordentlige arbejdsforhold osv. Det gælder i særdeleshed, når man køber fra steder med godt renommé. Den tanke vil jeg gerne udfordre med den stemme, jeg nu engang har fået.
Jeg følger bekymret med i strømningerne i vores verden. Jeg er en meget miljøbevidst person, der træffer miljøbevidste valg i min hverdag. Derfor er det heller ikke med komplet ren samvittighed, at jeg handler på eBay og vælger at dele med jer.
Men der er en grund.
Ebay (når jeg skriver eBay, så dækker det over alle handelssider som Wish, Aliexpress og Alibaba) er lidt et fy-ord for mange. Når eBay-handel nævnes, følger der næsten altid en løftet pegefinger med. Den pegefinger sidder sandsynligvis placeret på en hånd på et menneske, som uvidende handler et utal af steder, der importerer container efter container fra selvsamme steder. Men når det står i en dansk forretning eller sælges på en dansk hjemmeside, så er det de færreste, der stiller kritiske spørgsmål ved kassen. Det burde man, hvis I spørger mig. I virkeligheden burde man udelukkende leve af genbrug, leve zero-waste og aldrig rejse – strømninger jeg har stor respekt for, men som ikke er realistisk for mig. Jeg efterlever mange af de gode tiltag, og selvom jeg er miljøbevidst, så betyder det ikke, at jeg ikke besidder en dobbeltmoral. Det er bare ikke populært ikke at være et helstøbt menneske med 100 % rene holdninger, når man udtaler sig offentligt. Det tør jeg altså godt indrømme, at jeg ikke er. Jeg køber tingene på eBay, fordi det ofte er billigere end præcis samme vare herhjemme, og jeg køber altid kun det, vi har brug for. Jeg vil ikke støtte de virksomheder som efter min mening lukrerer på folks uvidenhed og prissætter urealistisk højt. Hvad andre gør, skal jeg ikke blande mig i. Jeg synes bare, at folk skal vide, hvad det er, de køber og betaler for.
Når jeg udtaler mig om de her virksomhedsmetoder, så er det som at stikke labben ind i en hvepserede så aggressiv, at I ikke fatter det.
Folk forsvarer deres brand og forretning med næb og kløer, selvom sandheden står bøjet i neon.
Indtil der foreligger konkret dokumentation på hele moletjavsen, vil det altid være ord mod ord.
Så er det bare spørgmålet, hvem man vil stole på. Den lækre, velrenommerede forretning eller hende, der køber på fyha-eBay?
Med mine tips ved I præcis, hvor I handler fra, modsat når man handler hos de virksomheder, som slår sig op på at sælge ting, der er vintage, håndlavede, eksklusive, eget mærke og eget design, men som i virkeligheden er klikket hjem fra fx Alibaba (dvs. masseproduceret i Kina).
Når jeg følger med rundt omkring, kan jeg se, at folk rent faktisk begynder at stille spørgsmål til varernes ophav. Desværre bliver de kritiske spørgsmål sjældent besvaret. Derimod bliver der ydet stor censur mod kritikerne. Kritiske spørgsmål bliver besvaret med en blokering, slettede kommentarer i kommentarfelter, stilhed (hvis spørgsmålene er på andres profiler og derfor ikke kan slettes af dem selv). Positive kommentarer besvares i løbet af ganske kort tid.
Hvis der var noget, jeg rigtig gerne ville vide, så var det, hvad der sætter størst CO2-aftryk. Er det det antal containere, der bliver fragtet fra Kina af hele kongerigets virksomheder, eller er det den kæmpeflyver, der lander et par gange om måneden med pakker til præcis det antal mennesker, som ønsker tingene?
Det her er altså ikke et ledende spørgsmål, og det er også et spørgsmål som avler flere spørgsmål. Det er jeg klar over. Det er en møgsvær problemstilling.
Jeg har min egen overbevisning, men jeg ved det ikke med sikkerhed.
Det kunne være vildt interessant at vide, men jeg aner ikke, hvordan jeg skulle finde ud af det. Sig frem, hvis I ved noget.
En anden vigtig ting, jeg har stort brug for at fremhæve er, at min platform, ud over at tippe, også er drevet af en fornemmelse af, at vi bliver nødt til at sætte fokus på det her på godt og ondt. For og imod tendenserne.
Det er vigtigt, at folk tager stilling, bestemt også selvom resultatet bliver, at man ikke følger mig, eller at konsekvensen bliver min blogs endelige.
Det sætter også gang i tankerne, når jeg støder på kommentarer, som fornuftigt nok sætter spørgsmålstegn ved eBay-handel, og mine tanker ender oftest med noget, der involverer lovgivning, skærpede krav og forbrugerombudsmanden.
Metoderne er ikke ulovlige, og der er ikke noget spektakulært i det. Der sker bare en skævvridning mellem kvalitet og pris, når først reklamemøllen folder sig ud i al sin pragt med PR-gaver til store influenter og flot fotosetup. Det vil jeg ikke gå længere ind i lige nu, men måske det kommer senere.
Jeg er personligt stolt af at have sat fokus på det her. Det er jeg, fordi jeg ikke kan bære tanken om, at nogle netop vælger at købe hos danske forhandlere til en højere pris, da de ønsker at støtte det lokale og ordentlige, men i virkeligheden støtter noget, de netop ikke ønsker. Jeg synes dælme, at det er fejt.
Det er i øvrigt umuligt som forbruger at gennemskue det, for tingene har tit påsat mærkat med et dansk brand-navn.
Det er så udansk at blande sig og råbe højt, når man ikke har noget pænt at sige. Det synes jeg ellers, at jeg efterlever i mit private liv og også forsøger at lære mine børn.
Når jeg tænker sådan, så tænker jeg også på, at jeg personligt synes, at
man skal dele, hvis man ligger inde med vigtig viden. Det synes jeg i al ydmyghed, at jeg gør.
Nu vil jeg trykke på “udgiv”, og så håber jeg, at jeg har formået at få mine budskaber rigtigt ud.
Det har ikke været nemt, venner.
Kæmpe respekt herfra! ??
Wow! Dejlig besked ❤️❤️ Tak ??
Keep on going, sister ♥️
Det kan du tro ❤️ Tusind tak!
Synes at det er så godt at nogen råber op om netop dette emne! Keep going ?
Dejligt, at du er enig ?? Will do ??
Respekt herfra! ?❤️
Tak, Linda! Virkelig sødt af dig at skrive ❤️
Du har fat i det helt rigtige og har min fulde opbakning – sejt ????????
Det betyder så meget ?? Tak ❤️
Super fedt indlæg . Bliv endelig ved.
Blev så glad for, at høre, at du tænker på miljøet. Jeg prøver selv, at blive mere miljøbevidst og tænker dagligt, hvad jeg kan gøre.
Elsker at følge med ?
Det gør jeg i høj grad. Forsøger ligesom dig at forbedre mig hele tiden. Det var ikke nemt at formulere.
Når det Kinesiske nytår er omme har jeg nogle gode miljøbevidste tips ??
Godt skrevet! ✊??
Tak ?
Gode overvejelser, tak for et velskrevet indlæg! Har selv tænkt mange af de samme tanker..
Tak for den gode modtagelse ❤️ Dejligt at høre, at jeg langt fra er alene i det her ??
Et fly fra Asien udleder meget mere Co2 end et skib gør. Og så kan virksomhederne i Danmark, som køber store mængder fra producenten, kræve certificeringer på om produktet er lavet med omtanke.
Eller som minimum produceret ift Europæisk lovgivning; REACH.
Den magt har en slut kunde dog ikke.
Det er det dog sjældent når vi snakker plastik produkter, som er produceret i Kina at der reelt er et certifikat fra producenten, der beviser en produktion der tager hensyn til mennesker og miljø.
MEN det er da en kæmpe service at få af vide at et evt produkt, som man ville betale et par hundreder kr for, i virkeligheden blot er billig Kina produktion til en flad 5’er. Og et produkt, som muligvis slet ikke er i orden.
Det er jo egentlig dét din side også kan, tippe om mulig “fup og fidus” fra Danske virksomheder.
Ebay osv sælger det vi søger efter. Derfor har vi også en form for magt. Hvis vi ofte søger på “green products”, vil det med tiden have en effekt.
Tusind tak for din fine feedback!
Det stemmer meget overens med mine formodninger. Dog tror jeg, at mængden at import fra skib er meget oftere end via fly. Mig bekendt lander der én kæmpeflyver en gang om ugen. Jeg tror, at der kommer mange flere skibe.
Gid der var lovgivning omkring import af varer, der krævede at der var certifikat på al import.
Det er et utroligt kompliceret emne, som jeg slet ikke er kvalificeret til at gabe over. Det er netop også derfor jeg bliver helt rundtosset. Mange familier i bla. Kina er dybt afhængige af, at vi køber deres varer – også selvom arbejdsforholdende er dårlige.
En af mine læsere skrev til mig, at det jo ikke gjorde nogen økonomisk forskel for folk på fabrikkerne, om hun købte det direkte ved eBay eller hos et mellemled her i Danmark. Så ville hun hellere spare sin egen pengepung end støtte en virksomhed som lukrerede på en smart fidus som mellemled. Det er jeg fuldkommen enig i.
Jeg ved, at mange har tanker ift. bæredygtighed, og jeg kan se, at det netop er mine bæredygtige tips, som hitter her på domænet. Det gør mig glad 🙂